Getafe syndromet

I takt med at Michael Laudrup har siddet som cheftræner i Getafe er Danmark blevet ramt af Getafemania. Holdets kampe er blevet vist i TV, alle kampe får topdækning i pressen og danskerne har talt rigtig meget om Getafe. Der har i årets løb været meget hype omkring Getafe.

Hvad er problemet så med det? Det er, at efter Laudrup og Faxe smutter er Getafes kampe uinteressante i medierne. Fokus vil følge Laudrup. Danskerne vil efter sommerferien heppe på Laudrups nye hold om det så bliver Valencia, Sevillia, Galatasaray, Barcelona, Manchester City eller Chelsea.
Inden sommeren 2007 kendte vi knap nok til Getafe. Få sportsinteresserede ville overhovedet kunne nævne én spillers navn. Nu er det så slut, trenden Getafe er historie. Det viser jo, at ingen rigtig har været Getafefans, men bare holdt med Laudrup. Dette er meget dansk, og vi har set tendensen før.

Lad mig liste et par eksempler:
Hvad har Tyler Hamilton, Ivan Basso og Ivan Sastre tilfældes. De har eller kører for det danskejede cykelhold Team CSC. Samtidig har de næsten været ”danskere” – i hvert fald for en stund. For når nogle år elskede vi Tyler Hamilton, som under årets Tour de France styrtede og brækkede kravebenet. Han cyklede videre og kæmpede sig til en 4.plads i stillingen. Vi havde alle lidt ondt i kravebenet på vegne af helten Tyler. Så skiftede han til Phonak, og blev senere kædet sammen med dopingskandaler. Herefter sagde vi ”Tyler Hamilton, sikke en svindler!”. Historien er den samme om Ivan Basso indtil han i 2006 røg ind i gevaldige dopingsbeskyldninger. Derefter ville vi ikke kendes ved ham. Carlos Sastre er stadig tæt på at være dansker, idet han stadig kører for det danske cykelhold.

Curling var på alles læber i halvfemsernes OL. Vi vandt medaljer, og sporten opnåede god dækning i medierne samtidig med, at danskerne torpederede til ishockeyhaller for at kaste med sten og feje med koste. Nu er curling en marginal sportsgren i Danmark; luften er gået ud af ballonen og kostene er stillet tilbage i skabet.

Naser Khader effekten. Da det gik godt for Ny Alliance havde Khader ekstremt meget medvind i medierne og befolkningen. Lå man omkring midten af det politiske landskab overvejede mange at stemme på Ny Alliance. Pressen hædrede ham; Naser Khader var et hit. Selv mennesker, der ikke sympatiserede med partiets ideologi ville sige ”der er et eller andet ved ham Naser”. Svigermoderens drøm. Et halvt år senere blev han korsfæstet i medierne. Virakken var blevet negativ. Nu var Ny Alliance sådan nogle, der talte i overskrifter og man ikke kunne regne med. Hvis man siger, at man stemmer på Ny Alliance i dag ringer folk nærmest efter den Blå vogn. Tiderne skifter hurtigt i kongeriget – og det kan Khader skrive under på.
Overstående eksempler kaldes også

band-waggon. Det populære smitter, og man går med på bølgen.

Jeg synes vi skal tænke os lidt om FØR vi hopper med på sådanne populære vogne og trends. Og ikke mindst skal vi tænke os om inden vi hopper AF vognen. Tag Tyler Hamilton, jovist er han dømt for doping, men det er der så mange cykelryttere, som er. Hans præstation er stadig flot i lyset af, at mange af konkurrenterne også må formodes, at have været dopet.
Det ville klæde os at stå ved en sag/person i medgang og modgang.