DetBarBlog - Præsidentvalgkamp. Spin i sport. Spin i politik. Sitcoms.

Analyser af spin i sport og spin i politik så kattene SPINder. Skæve vinkler om politik, konspirationsteorier, præsidentvalgkamp, viral marketing/internet marketing, sitcoms, mandrilaftalen.

mandag, maj 28, 2007

Riis i epo-sovs

I fredags indrømmede Bjarne Riis et årelangt misbrug af epo. Pressemødet var dækket som en breaking news historie i kongehuset; alt hvad der kunne kravle og gå var mødt op.

Jeg er ambivalent omkring Riis' udmelding. Det er godt at komme frem med sandheden, men omvendt er det 11 år siden han vandt Tour de france, og ni år siden Festina-skandalen begyndte i 1998.
Jeg føler mig personligt lidt snydt, i og med jeg sad fasttømret til skærmen tilbage i 1996, hvor "Ørnen fra Herning" tryllebandt os med sine bedrifter.

Hvorfor nu, Bjarne?
Fordi presset var for stort. Størstedelen af Telecom-holdet fra 1996 er "sprunget ud af skabet" med deres sorte fortid i form af brug af ulovlige præstationsfremmende stoffer.
Bjarne Riis er ejer af storholdet Team CSC. Han måtte frem med det nu; ellers ville medierne udelukkende fokusere på hans manglende indrømmelser. Nu er der en CHANCE for at stormen kan have lagt sig lidt inden Tour de france starter i juli.

Forekommer der doping på Team CSC?
Bjarne Riis og Team CSC samarbejder med dopingeksperten Rasmus Damsgaard - hvilket er genialt "spinnet" af pressechef Brian Nygaard - og på måde kunne CSC lettere fremstå som et rent hold (om de så er det, er en anden sag). Læs: Hvis eksperten ikke kan finde doping hos os, er vi nok rene.

Dog er Tyler Hamilton og Ivan Basso i den grad synonymer med doping. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan Bjarne Riis - som i den grad nursede Ivan Basso - ikke kan have vidst, at Basso dopede sig.
Derfor frygter jeg, at Riis' indrømmelse er nøje kalkuleret. Om endnu 11 år indrømmer han måske, at han kendte til SIT HOLDS brug af doping. Jeg håber cykelsporten er blevet mere ren, men jeg tvivler.

Kan Bjarne Riis og Team CSC overleve dette?
Det vil de næste måneder vise. Jeg tror ikke Bjarne Riis kan fremstå ærlig omkring CSC's renlighed - han har jo lige løjet for os. CSC sælger IT-produkter (sikkerhed), hvorfor de ikke kan tåle at frontmanden Bjarne Riis sender signaler om uærlighed.
Derfor tror jeg Bjarne får silkesnoren eller siger op, men håber at Team CSC vil fortsætte.

Med ønske om, at cykelsporten vil overleve - uden doping!


Etiketter: , ,